Industrielle computerbaserede løsninger til industrien
Vil du rådgive industrikunder om skræddersyede computerbaserede løsninger, som skaber værdi? Trives du med langsigtet løsningssalg, hvor du er med fra idé til udvikling af løsning og leverance? Så glæder KAR+CO sig til at høre fra dig.
Hos Sensor ECS er de specialister i løsninger inden for indlejrede pc-produkter, industrielle computere og skærme til det nordiske OEM-marked. Det handler om it-løsninger, hvor der er høje krav til produkternes ydeevne, design og hårdførhed.
Med reference til virksomhedens direktør søger KAR+CO en Key Account Manager. Du skal drive og udvikle dine egne OEM-kunder og sælge computerbaserede løsninger til industrien. I din tilgang tager du udgangspunkt i de specifikke krav og ønsker, der er defineret i projektet, og imødekommer udfordringerne med skræddersyede løsninger.
Din opgave omfatter langsigtet løsningssalg, ofte med tekniske problemstillinger. Med udgangspunkt i teknisk nysgerrighed, stærke sociale kompetencer og vedholdenhed trives du med salg og udvikling af nye kunder og markeder.
Ansvar og primære opgaver
- Ansvarlig for den samlede salgsproces, herunder at opsøge kunder, udvikle/sammensætte løsninger, udarbejde tilbud og præsentere løsningerne.
- Ansvarlig for eget salgsbudget.
- Opbygning og vedligeholdelse af egne kunder og relationer.
- Afholdelse af salgs- og præsentationsmøder.
- Dialog med leverandører internationalt.
- Deltagelse i leverandørseminarer og udstillinger i Danmark.
Du har din hverdag på virksomhedens kontor i Brøndby sammen med dine kompetente, erfarne kolleger, som er klar til at hjælpe dig rigtig godt i gang.
Din profil
Du har solid erfaring fra arbejdet med løsningssalg til industrien og OEM-kunder, og meget gerne løsningssalg inden for elteknik. Du har formentlig en relevant uddannelse, for eksempel som ingeniør, elektronikfagtekniker, elektriker eller elinstallatør.
Det vigtigste er dog, at du er udadrettet og arbejder selvstændigt, struktureret og vedholdende. Du sætter en ære i at følge dine projekter til dørs med et godt resultat.
Som person er du positiv og imødekommende og motiveres af at være en del af et lille team med stor international kontaktflade.
Du har gode kommunikationsevner. Du taler og skriver dansk og engelsk på forhandlingsniveau. Du er vant til at arbejde i MS Office, Outlook og via Teams.
Du tilbydes
Du tilbydes en spændende stilling med fokus på forretningsudvikling og løsningssalg i en mindre, solid, veldrevet virksomhed med fri og uformel omgangstone. Virksomheden byder på gode vilkår og stor frihed under ansvar.